Hej og velkommen til endnu en rant. Jeg siger ofte at jeg har en meget bred smag. Men jeg siger også at jeg er kæmpe Japaner fan og med det mener jeg selvfølgelig ikke din mors Corolla Verso men derimod sportsvogne af den Japanske slags. For eksempel har en Lamborghini aldrig virkelig vækket mine følelser. Men derimod har Lexus LFA altid fået mig op i det røde felt. Lige meget hvad folk siger om den ændrer det ikke på at jeg gerne ville betale store summer for at prøvekøre én. Jeg har altid synes at det er så fed en bil lige siden at jeg googlede den tilbage i 2009. Men også sådan noget som NSX af den første generation drømmer jeg ofte om. Jeg synes stadigvæk at det er en af de bedst lydende V6erer i bilhistorien. Især med individuelle spjæld titanium-udstødning og skarpere knastaksler har den bare så sexet og eksotisk en lyd. Også selvom at jeg har efterhånden har kørt alt fra Ferrari til Rolls Royce står Japanerbilerne stadigvæk efter min personlige mening som nogle af mine største bedrifter i forhold til arbejde med bloggen. Selv hvis de ikke levede op til forventningerne så er jeg bare så glad for at have haft mulighed for at køre dem. Og selvom at hypekulturen virkelig har ødelagt biler og i særdeleshed JDM biler for mig. Så er det altså noget betagende ved at se disse ildspyende ståldrager i levende live.
Generation JDM.
Ligesom de fleste andre fik jeg polstret min bilkærlighed igennem populærkulturen. Og da jeg aldrig har været den store filmnørd var det videospillene der gav det ekstra motor fix. Især det faktum at man kunne køre éns drømmebil i den virtuelle verden gav virkelig fantasien vinger. Og da hele import tuner manien skyllede ind ved årtusindskiftet. Tydede jeg ligesom mange andre til spillene for at lære om denne subkultur. Især titler som Gran Tourismo og need for speed underground blev nærmest slidt op. Jeg lærte så mange imponerende modeller at kende. Jeg lærte også mange nye filosofier indenfor bilkonstruktion at kende. Selv nu til dags dato synes jeg at det er interessant at japanerne brugte højteknologi i stedet ren råstyrke for at opnå de ønsket præstationer. Men jo senere hen blev min JDM fascination fodret yderligere med at se klip på youtube. Et af de første klip jeg så var netop fra et dragrace et sted i Nevada i USA hvor at en A80er Supra gik op imod alt fra Corvette Z06 til Lamborghini Murcielago. Dette klip cementerede JZA80eren som en total badass bil hvor at jeg selv i dag synes at en velbygget 2JZGTE med en kæmpe singleturbo er én af de ondest lydende motorer at man kan opstøve. Men jeg kan tydeligt også huske en video med en R33er der kørte mod en Suzuki GSX1300R altså en Hayabusa. Bare det med at man så verdens hurtigste gademotorcykel kører hjul mod hjul sammen med én af tidens vildeste tunerbiler gjorde bare så stort indtryk på 14 årig mig. Bare lyden at R33eren udstedte fik mig bare til at værre helt hooked. Det var et arrigt vræl at jeg plejer at beskrive som krydsning imellem en BMW på coke og en lavtgående F16 jæger. Ja bare når vi taler om Skylines fantaserer jeg stadigvæk til tider om at ridde mod solnedgangen på en blanksort R34 GTR med deathstars blæsende ud af højtalerne. Men selv en bredbygget R33er med de store kasseskærme som på LM udgaven ville værre så fed at futte rundt i. Men det behøver ikke en gang at værre en Nissan ja det behøver ikke en gang at værre en sportsvogn. For en Pajero evolution står også meget højt på min øsnkeseddel den sætter sport tilbage i sport utility og så sætter den efter min mening mange performance SUVere til skamme når man tager efter udseende og sjældenhed. Og det er netop det med sjældenhed og mangfoldighed at jeg synes at der var så fedt ved JDM bilerne. Og så synes jeg at de alle sammen havde deres egen identitet. Og det gør netop at jeg altid har været uforstående overfor de gamle nisser der siger at Japanske biler har ingen sjæl og at alle biler efter 90erne ligner hinanden.
2cv eller Skyline hypen er den samme ?!.
Under et interview til et tophemmeligt projekt blev jeg spurgt om hvorfor at jeg er så stor skyline fan men at jeg ikke synes godt om en 2cver. Nu hvor at begge biler er meget elsket nærmest overvurderet. Og til det svarede jeg at det var en rigtig god observation. Og at det er rigtigt og at det egentligt er underligt. Men jeg tror at det har virkelig noget med personlig smag at gøre men jeg tror også at nostalgien spiller rigtig meget ind. Den eller de første biler at der virkelig gør indtryk på én ender ofte med at blive til éns drømmebil. Og for mig er R34 GTReren en ufattelig cool bil. Det er den ultimative jetjæger muskelbilraket af en sportsbil der har et interiør der er lige dele animé-rumskib og Nissan Primera. Det er også én af de få biler der kan få mig til at stoppe og tænke (oh fuck man der har vi den og fuck hvor er den fed). Så selvom at den og de andre Japanerbiler er stærkt overvurderet er det bare så specielt for mig at se eksemplar i levende live. Og jeg tør vædde med at hvis 2CVeren var min drømmebil ville den fremprovokere samme reaktion i mig.
Der gik sku internet og ikke rotte i det.
I forlængelse af ovenstående punkt var en anden grund til at jeg blev så stor japaner fan at disse biler havde en aura af mystik over sig. Forstået med at især før instagram kendte mange ikke til dem. Og der var det ofte kun os entusiaster der kendte til disse biler tuningspotentiale. Alle kendte selvfølgelig Porsche Lamborghini Corvette og så videre. Men det var ikke alle der kendte en Mitsubishi GTO eller en Subaru SVX. Det står i skærende kontrast til i dag hvor at alle deres onkel hund og robotstøvsuger kender til JDM. Det er idag ligeså sejt at kunne lide japanerbiler som superbiler. Jeg står så meget ind for at brede kendskabet og kærligheden til det obskure ud til så mange som overhovedet muligt. Men jeg synes at grænsen for længst er overskredet. Det kan godt værre at jeg lyder som en utilfreds hipster der har set sit yndlingsband bliver mainstream. Men jeg synes helt ærligt at sociale medier har ødelagt biler for mig og i særdeleshed japansk performance for mig. I sådan en grad at jeg nogle gange tænker “ad endnu en RX7er !!?? skal jeg klappe dig én instagram hvis du viser mig én mere” jeg får lidt den følelse af at stå tilbage på perronen imens at alle andre får deres drømmebil. Og så er jeg bare så træt af at alle kan værre bilentusiast eller JDM fan bare ved at sige at deres yndlingsbil er en Æ Ø eller Å. Ja hurra tillykke det er babys første bilentusiasme. Men også det med at Japanerbilerne kunne laves til superbils-krigere for det halve af hvad en superbil kostede er også irrelevant nu. Da de fleste i dag sælges for svimlende summer. Underdog effekten var netop en stor tiltrækningskræft ved disse biler efter min mening. Ikke at jeg nogensinde har haft muligheden for at købe en af JDM ikonerne. Men nu føles det bare ligegyldig når markedet diktere at man skal betale overpris for en 30 år gammel Nissan eller Toyota. Så kan man ligeså godt fantasere om at man køber Ferrari for Ferrari-penge og ikke Nissan for Ferrari-penge. For det er ligeså urealistisk og så ville jeg hellere have en sand prestigebil når man betaler så mange penge for den.
Synet af en enhjørning.
Hver gang at jeg er helt brændt ud på grund af instagram bilkultur. Så minder jeg mig selv hvor vildt det var at se én sidst eller endnu bedre at køre ´´en. Bare sådan noget som en W140 S klasse som også er en bil at instagram lidt har ødelagt for mig med at spamme min væg med posts angående denne model. Får mig stadigvæk til at lyse op når jeg ser én med egne øjne. Det er som at se en kampvogn komme kørende i forhold til moderne Mercedeser. Og i forhold til en lille sedan eller microbil ser den nærmest forhistorisk eller middelalderlig ud. Ergo at det er så imponerende en bil at se i relation til andre biler. Så da jeg for omkring 3 år siden så en ægte R34 GTR var det som at se enhjørning eller nærmere en Orientalsk drage der havde sat sine ben på Shell stationen i Svendborg. De sjældne biler ser man jo aldrig i virkeligheden så man kunne ligeså godt havde set et fabeldyr. Og det er netop det at der er den ultimative styrke ved drømmebiler de kan virkelig motivere folk og give håb for fremtiden og energi til at holde drømmen i live. Og så er det vel også en form for idoldyrkelse at have en drømmebil. Når jeg tænker på at mine drømmebiler medvirkede i alle de tegneserier at jeg tegnede som yngre. Så kan det vel lidt sidestilles med at have en yndlingskarakter musiker influencer eller lignende.
Hvis du ville læse mine tests på Japanerbiler må du endelig give linksne et kig.